4. november 2009

pu ha- lidt eftertanker.....mest til mig selv!

der er gået hele 4 måneder siden jeg skrev sidst- det er lang tid- især med ungerne hvor der jo sker så meget på kun 1 uge... Josefine har lært at kravle, gå og har 8 tænder og ondt i ørerne... håber hun får dræn i, så vi kan sove igennem om natten og hun ikke skal køre på panodil- det har varet i 2 mdr. nu...

Dennis og jeg skal på personalekonference med arbejde fra imorgen til fredag, så mine forældre kommer med toget fra Hadsten til Kbh. hovedbanegård. Far har lige ringet og sagt at de da vist ikke havde billeterne, som jeg havde sendt dem..... hold da fast jeg røg op i det røde felt, for jeg havde netop ringet 2 dage efter at jeg havde sendt dem billeterne og spurgt om de havde fået dem og fået ja på det..... nå men undervejs i samtalen- et kvarter inden de skulle hentes af min søster for at blive kørt til toget fandt de så kurverten med billetter... hold da fast nu en time efter kan jeg stadig mærke oplevelsen i kroppen- og jeg bliver også ked af det, da de jo faktisk er ved at blive gamle og man skal dobbelttjekke alt, lige som med ungerne. Det er nok det sværeste ved forældre- det at vænne sig til ikke at forvente at de kan alt hvad de kunne førhen. Selv om de gerne vil, og selv om de har gearet ned.

Dennis mor har også ligget på sygehus og er nu på genoptræningshjem. Jeg var hjemme ved mine forældre i weekenden efter josefines 1 årsfødselsdag med begge unger. Jegt skulle til 25 års jubilæum på hardsyssel efterskole lørdag og havde inviteret Hanne og anders m unger og Lilly og Per hjem til frokost hos Mor og Far søndag for at fejre fødselsdagen- tænkte at de så slap for at komme til Holte. Det var kun Per der kom for lilly var indlagt med en slem blærebetændelse, hun var meget forvirret og havde slået halebenet tror jeg- ved et fald.. og noget af hendes medicin var så med til at gøre hende meget konfus og morfinen som tog smerterne fra faldet gjorde det vel heller ikke bedre- men sammen med hendes gener fra gigten og den stærke påvirkning fra stærk medicin i flere år, og en strabadserendeudflugt i bus til polen med en veninde, ja så klattede hun helt sammen.
Pigerne og jeg forsøgte at besøge hende på sygehuset om mandagen, men det var spild af tid. Pernille var ked af at være der, Lilly virkede ikke som om hun forstod noget eller ville kunne huske noget- og det var træls at slæbe rundt på to små trætte børn og ikke få lov at komme ind på grund af morgentoilette på nogle af de andre patienter på 4 sengsstuen- sikken en jammer at lægge 4 gamle, ringe sammen- pu ha- jeg håber min krop holder længere end vores 70-74 årige forældres...... min svigerfar viste så også at hele situationen var svær at forstå og overskue konsekvenserne af- man mærker sgu ikke lige deres kapacitet / mangel på samme ved familiekomsammen mv.
Nå hun er i bedring og kommer hjem igen på et tidspunkt- men hvordan det kommer til at fungere vides ikke..

Mht at fødselsdag for ungerne eller mig selv hos mine forældre så er det sidste gang jeg gør det- det kom en spydig bemærkning fra min søster om at jeg bare inviterede gæster og lod min mor ordne det hele- det er næsten rigtigt. De slap så for at køre herover og hjem og overnatte på sofaen. Plus jeg havde inviteret til frokost og ikke det kaffebord som hun så diskede op med i den pæne stue med mågestellet. Jeg havde bare tænkt at vi skulle ses afslappet og sidde i køkkenet. Men sådan bliver det jo aldrig alligevel- men Hannes kommentar gør mig stadig ked af det. Og jeg svarede også spydigt tilbage at jeg ikke havde inviteret til mere end frokost- det var da de var bænket ved kaffebordet- så det var lidt meningsløst at antyde at de bare kunne skride....
men det er svært at bo så langt væk og så lave små lette arrangementer som en gang eftermiddagskaffe, når der er 2 * 3½ times kørsel for dem alle.

På arbejde synes jeg at det er lidt svært i øjeblikket, der er en pige som efter en alvorlig samtale om hendes indsats har været sygemeldt men nu er komemt tilbage... hvad skal der nu ske- der er ingen officiel udmelding og afklaring- men "de" går og samler sammen til en fyring- og jeg kan mærke i maven at den der pariabehandling hvor man ikke må vide noget, og ikke spørger hende om noget og i hvertfald ikke skal spørge vores leder om noget går mig på og tager kræfter. Desuden har jeg en del at lave- det har vi alle og jeg er glad for det- men kan mærke at natteroderiet med Josefine tager kræfter og evne til at præstere og fokusere om dagen. Og jeg føler ikke jeg magter at lave det samme resultat som tidligere- specielt fordi jeg ikke er tilstede de 37 timer men må gå senest 15.30 for at hente unger- og jeg har jo altid lagt meget mere tid i jobbet- det skal jeg vist bruge en del tid på at vænne mig til... og på ikke at have dårlig samvittighed og være ræd for ikke at gøre nok, nå nok- for jeg tror stadig at det jeg laver er ok- men når bare ikke så meget, som nogle af mine kollegaer- og det giver mig en usikkerhed omkring mit værd.

Dennis har SÅ MEGET for meget arbejde- så herhjemme er ingen reelle diskussioner om arbejdsfordelingen- han afleverer og jeg henter og laver aftensmad- så rydder han væk mens jeg gør unger klar til at komme iseng og så arbejder han om aftenen og hver søndag- så her bliver kun gjort rent i ekstraordinære tilfælde og kun et minimum- og vaskemaskinen kører hver dag- men sådan er det jo nok for mange- men vores liv hænger ikke sammen i flere år med den arbejdsmængde han har- og det ved han godt, men ingen af os synes han skal sige fra nu- der skal jo være tid til at nogle af de forandringer han gerne vil gennemføre i jobbet kan slå igennem- men det går så langsomt....

tja jeg har da også oplevet dejlige ting siden sidste indlæg- sommerferie i campingvogn på djursland, zoologisk have med min søsters familie, weekend med Dennis familie, besøg hos venner, strikke festival med webstrikkerne og dertilhørende store garnindkøb og i februar venter en tur til barcelona mad mine kollegaer- vi skal på samarbejdssemninar med vores nye kollegaer i Viborg- det bliver svært ikke at sidde og tænke os og dem- nu hvor min byggeafdelinge skal flytte ud i andre lokaler end dem Byg har boet i i 10 år- og hvor resten af firmaets stabsfuktion sidder- endnu en forandring- som medfører længere transporttid til arbejdet- hvis jeg cykler ind- som jeg har gjort nogle dage om ugen siden sommer ferien så bliver der 17,5 km frem for 17 km- men når jeg skal med tog mv så skal jeg skifte- og det tager tid- så jo der er egentlig nok at forholde sig til i en hektisk hverdag- men ungerne har det godt i vuggestuen- selv om det stresser mig at der er så mange regler om sko af, sortering af tøj og hjemmesko med navnemærker i, sutter med navn på og rigtigt tøj både i garderoben og ved puslepladsen osv osv- arbejdsdag- som vi ikke har meldt os til- og husk nu dit og husk nu dat....

heldigvis er børnene glade og skidefrække og svære at holde røven oppe på konstant- men vi gør hvad vi kan selv om der flyver en finke af panden af og til- og stemmen bliver hævet når frustrationerne slår lidt igennem- og så skal man jo rumme sine børn og det påvirker dem i dårlig retning at råbe af dem osv osv,,,

Hvis du som læser af dette synes det hele lyder træls- så lad være at kommenter på det- jeg har skrevet det her til mig selv or at få det ud af systemet- og hører gerne fra jer der giver mig ret- men har sgu ikke behov gode råd om hvad jeg ellers kunne gøre- tak! - alt er mine tanker som har tumlet rundt længe især når jeg går tur med hunden og får lidt frisk luft- nu vil jeg sætte mig med en kop kaffe og nyde min fridag inden der skal ordnes mere vasketøj, købes ind, hentes forældre og pakke v posthuset og børn og laves aftensmad til idag og imorgen, puttes børn og redes seng til mor og far og pakkes kuffert til i morgen og inden Dennis kommer hjem fra arbejde kl. 22 iaften..- og nu er bolledejen vist hævet så den kan komme i ovnen ;-)

4 kommentarer:

Inger Risengaard sagde ...

Hej Ellen

Jeg har læst dit indlæg, og syntes at det er et godt indlæg, og ja det er jo såden det er, med små børn, forældre der ikke helt kan følge med mere, og så et job, som der også skal findes et overskud til....Håber du når at nyde bare lidt af din fridag....
KH Inger

Lea Poulsen sagde ...

Bare luk det ud, hvis det hjælper.
17 km. på cykel? Det er godt gået sammen med alt det andet du når.
Ønsker jer nogle gode kursus dage.

Annette sagde ...

Supert indlæg...
Dejligt at se dig igen til festivallen i Svendborg...
Hvis du nu tager toget på arbejde om morgenen, kan du jo strikke lidt, ikke? det er positivt... :-) men superflot at du cykler på job...det klarer jo også tankerne...
kh
Annette

Ellen Kathrine sagde ...

Tak for jeres kommentarer- ja vi havde et godt kursus på arbejde- dejligt at kunne gå til bordet uden at røre en finger- og ikke skulle tænke på hagesmække og klude og passe på væltende kopper mv.
Jeg forsøger at forbedre den dårlige samvittighed ved at cykle lidt- og tager så et kvarters strikkepause i toget hjem- KH Ellen- ps dejligt at se jer igen på strikkefestivalen- er igang med at bruge noget af garnet!