25. november 2009

raske børn

så dejligt at Josefine fik dræn i ørerne- der er næsten helt stille om natten, dvs mere end 3 timers søvn i træk, nå til gengæld gør november mørket jo også sit til at jeg smutter tidligt iseng..

havde medarbejderudviklingssamtale på job igår.. det gik godt- var inderst inde nervøs og ikke i humør til det, da jeg synes vi er pressede herhjemme- MEN min chef foreslog at jobbet er med til at betale barnepige/reservebedstemor og evt. en familie coach- moderator eller noget så vi kan få hjælp til at få en plan for vores hjemme liv ved siden af arbejdet. Alt dette er jo fordi at dennis arbejder samme sted som mig- i en anden afdeling- og fordi at de driver "rovdrift" på ham- så hvis jeg bliver for overbelastet kan hverken jeg eller han jo yde det vi helst skal på job... men fedt at det blev foreslået- så jeg må arrangere noget og se om der falder nogle kroner af til det når vi står der med bonen i hånden :-) men samtalen gjorde det til en god dag selv om jeg var i rædsomt lune fra morgenen af... kom for nylig til at tænke på at både Dennis og jeg havde det bedst med at starte dagen stille og roligt med hver vores egne ritualer uden indblanding mv inden vi fik bør... pu ha ikke så sært at vi er lidt irritable om morgenen nu med ungerne...

har iøvrigt arbejdet med at produktudvikle på min morgenstund.. ungerne får morgenmad inden de får rent tøj på- så bliver jeg ikke så frustreret over at de klistrer sig ind i havregrød når jeg lige har knoklet med små knapper og strømpebukser mv.... og når jeg selv spiser inden den trælse børnepåklædning, ja så er min elastik også længere- og det går lige så hurtigt- også selv om jeg også går med hunden... jeg tror ikke Dennis har tænkt over forbedringen- bare han får lidt tid med sin morgenavis.... hm.. det gør jeg ihvertfald ikke... så der er fortsat plads til morgenoptimering for os alle :-)

11. november 2009

syge børn

Denne uge går vist uden jeg viser mig på kontoret: Mandag var jeg til møde i Kolding- stod op kl. 04.45 for at være derovre kl. 9.- var lige ved ikke at komme med toget , da S-toget var lidt forsinket- men det gik- tirsdag måtte jeg blive hjemme, da opvaskemaskine gik i stykker i sidste uge, og vi fik en ny igår ml. kl. 12 og 17- Jeg startede med at køre med Dennis til amager fra morgenen, da hans bil onsdag aften endte på et værksted derude- fordi han overså en kampesten på en græsrabat og tabte alt kølervædsken- og han lod selvfølgelig den bærbare pc og barnestole mv sidde i bilen- så efter at han havde brugt min arbejdspc på hans job et par dage måtte vi jo derud- og han fik en lånebil- nå hjemme igen fik jeg startet min arbejdsmail og ordnet en del praktik omkring kommende møder mv- og fik kontaktet udlejer fordi taget var utæt- han sendte hurtigt en mand ud- og så fik jeg da set loftet her i huset- og taget blev i løbet af dagen tætnet. Jeg fik kontaktet et autoværksted- min bil er indkaldt til syn inden 1/12... og det har den været et stykke tid- så den blev afleveret på værksted- som heldigvis ligger lige om hjørnet. Så det gik dagen i store træk med- ja ungerne blev selvfølgelig også bragt og hentet osv- og dennis var hjemme 22.30- da var jeg gået i seng- men Pernille vågne op 23.30 med falsk strubehoste- vi lagde hende for åbent vindue og med løftet hovedgærde- og lagde et ekstra tæppe over Josefine- Vagtlægen bad os vende tilbage ½ time efter med hendes tilstand og temperatur. Dennis blev oppe- og jeg nåede lige at falde lidt i søvn igen inden hun skulle have taget temperaturen- den var 38,4 og hun var rimeligt frisk- hostede ikke længere så meget.
Der var så 25 minutters ventetid hos vagtlægens telefonsluse så den var vel halv to inden jeg kom iseng igen. Velvidende at jeg kunne skyde en hvid pil efter jobbet idag. Jeg SKAL have lavet et udkast til et budget og en kontrakt til et møde på fredag. Apropos fredag så skal Josefine have dræn i ørerne fredag formiddag- og jeg har været nødt til at bede ham jeg skal holde møde med, komme herhjem, så håber jeg hun sover efter bedøvelsen osv....
Balancegangen ml. at føle at man tager sig nok af børnene på den rigtige overskudsagtige måde, ifht deres velbefindende og selvværd osv- og så at føle at man leverer en nogenlunde indsats på job er hårfin. jeg er glad for at have fået 15 års erfaring på arbejdsmarkedet som jeg kan læne mig op ad ifht min "ringe" aktuelle indsats. tjah...det går vel over igen- men er det den her måde vi vel have tiden til at gå- indtil vi igen lander et andet sted i vores livsforløb- jeg har ikke så meget tid til at ændre på det- men springer fra tue til tue, dag for dag.
Måske må jeg lige som Thomas Helmig iaftes fortalte til Cecilie Frøkjær- undskylde i konfirmationstalen til mine børn- bare det så er godt nok. Vores valg har jo stor indflydelse på børnenes ve og vel. Nogle gange ville jeg ønske at jeg vidste mindre om hvor skadelig min opdragelse eller mangel på samme kan være for mine børns fremtid. Så jeg forsøger at undgå damebladene og alle de andre magasiner til forældre- man får så dårlig samvittighed og næsten kun de lyserøde historier og kun alle de gode råd som ikke altid kan følges.

Nå pernille sidder i sofaen med knækbrød, mælk og en lille pose vingummi- som har ligget på lager ½ år- ja slik får de ihvertilfald ikke for meget af :-)))) der var da lige en god ting at bryste sig af ;-)- hun er sløj, men hoster ikke så meget. Josefine er i vuggestuen, hun er også forkølet, så hun blivr sikkert rigtigt syg imorgen- og så spøger den store stygge influenza- en af mine kollegaer som jeg heldigvis ikke har set siden torsdag har børn der har den- og nu er han selv syg- så måske er det bare held at jeg ikke er på kontoret i denne uge....

På strikkefronten er der gang i Liselottes "Cirkacardigan" - jeg laver den i en blå uld med en lysere blå tynd tråd- jeg er nede under ærmerne nu- og den bliver pæn- dejligt at lave noget på pind 5 det går lidt hurtigere- men ikke lynhurtigt :-) Det er nu også ligemeget- det vigtigste for mig ved strikningen er at have noget i hænderne som er lavet for mig og ikke for alle mulige andre- det er mit frikvarter.

4. november 2009

pu ha- lidt eftertanker.....mest til mig selv!

der er gået hele 4 måneder siden jeg skrev sidst- det er lang tid- især med ungerne hvor der jo sker så meget på kun 1 uge... Josefine har lært at kravle, gå og har 8 tænder og ondt i ørerne... håber hun får dræn i, så vi kan sove igennem om natten og hun ikke skal køre på panodil- det har varet i 2 mdr. nu...

Dennis og jeg skal på personalekonference med arbejde fra imorgen til fredag, så mine forældre kommer med toget fra Hadsten til Kbh. hovedbanegård. Far har lige ringet og sagt at de da vist ikke havde billeterne, som jeg havde sendt dem..... hold da fast jeg røg op i det røde felt, for jeg havde netop ringet 2 dage efter at jeg havde sendt dem billeterne og spurgt om de havde fået dem og fået ja på det..... nå men undervejs i samtalen- et kvarter inden de skulle hentes af min søster for at blive kørt til toget fandt de så kurverten med billetter... hold da fast nu en time efter kan jeg stadig mærke oplevelsen i kroppen- og jeg bliver også ked af det, da de jo faktisk er ved at blive gamle og man skal dobbelttjekke alt, lige som med ungerne. Det er nok det sværeste ved forældre- det at vænne sig til ikke at forvente at de kan alt hvad de kunne førhen. Selv om de gerne vil, og selv om de har gearet ned.

Dennis mor har også ligget på sygehus og er nu på genoptræningshjem. Jeg var hjemme ved mine forældre i weekenden efter josefines 1 årsfødselsdag med begge unger. Jegt skulle til 25 års jubilæum på hardsyssel efterskole lørdag og havde inviteret Hanne og anders m unger og Lilly og Per hjem til frokost hos Mor og Far søndag for at fejre fødselsdagen- tænkte at de så slap for at komme til Holte. Det var kun Per der kom for lilly var indlagt med en slem blærebetændelse, hun var meget forvirret og havde slået halebenet tror jeg- ved et fald.. og noget af hendes medicin var så med til at gøre hende meget konfus og morfinen som tog smerterne fra faldet gjorde det vel heller ikke bedre- men sammen med hendes gener fra gigten og den stærke påvirkning fra stærk medicin i flere år, og en strabadserendeudflugt i bus til polen med en veninde, ja så klattede hun helt sammen.
Pigerne og jeg forsøgte at besøge hende på sygehuset om mandagen, men det var spild af tid. Pernille var ked af at være der, Lilly virkede ikke som om hun forstod noget eller ville kunne huske noget- og det var træls at slæbe rundt på to små trætte børn og ikke få lov at komme ind på grund af morgentoilette på nogle af de andre patienter på 4 sengsstuen- sikken en jammer at lægge 4 gamle, ringe sammen- pu ha- jeg håber min krop holder længere end vores 70-74 årige forældres...... min svigerfar viste så også at hele situationen var svær at forstå og overskue konsekvenserne af- man mærker sgu ikke lige deres kapacitet / mangel på samme ved familiekomsammen mv.
Nå hun er i bedring og kommer hjem igen på et tidspunkt- men hvordan det kommer til at fungere vides ikke..

Mht at fødselsdag for ungerne eller mig selv hos mine forældre så er det sidste gang jeg gør det- det kom en spydig bemærkning fra min søster om at jeg bare inviterede gæster og lod min mor ordne det hele- det er næsten rigtigt. De slap så for at køre herover og hjem og overnatte på sofaen. Plus jeg havde inviteret til frokost og ikke det kaffebord som hun så diskede op med i den pæne stue med mågestellet. Jeg havde bare tænkt at vi skulle ses afslappet og sidde i køkkenet. Men sådan bliver det jo aldrig alligevel- men Hannes kommentar gør mig stadig ked af det. Og jeg svarede også spydigt tilbage at jeg ikke havde inviteret til mere end frokost- det var da de var bænket ved kaffebordet- så det var lidt meningsløst at antyde at de bare kunne skride....
men det er svært at bo så langt væk og så lave små lette arrangementer som en gang eftermiddagskaffe, når der er 2 * 3½ times kørsel for dem alle.

På arbejde synes jeg at det er lidt svært i øjeblikket, der er en pige som efter en alvorlig samtale om hendes indsats har været sygemeldt men nu er komemt tilbage... hvad skal der nu ske- der er ingen officiel udmelding og afklaring- men "de" går og samler sammen til en fyring- og jeg kan mærke i maven at den der pariabehandling hvor man ikke må vide noget, og ikke spørger hende om noget og i hvertfald ikke skal spørge vores leder om noget går mig på og tager kræfter. Desuden har jeg en del at lave- det har vi alle og jeg er glad for det- men kan mærke at natteroderiet med Josefine tager kræfter og evne til at præstere og fokusere om dagen. Og jeg føler ikke jeg magter at lave det samme resultat som tidligere- specielt fordi jeg ikke er tilstede de 37 timer men må gå senest 15.30 for at hente unger- og jeg har jo altid lagt meget mere tid i jobbet- det skal jeg vist bruge en del tid på at vænne mig til... og på ikke at have dårlig samvittighed og være ræd for ikke at gøre nok, nå nok- for jeg tror stadig at det jeg laver er ok- men når bare ikke så meget, som nogle af mine kollegaer- og det giver mig en usikkerhed omkring mit værd.

Dennis har SÅ MEGET for meget arbejde- så herhjemme er ingen reelle diskussioner om arbejdsfordelingen- han afleverer og jeg henter og laver aftensmad- så rydder han væk mens jeg gør unger klar til at komme iseng og så arbejder han om aftenen og hver søndag- så her bliver kun gjort rent i ekstraordinære tilfælde og kun et minimum- og vaskemaskinen kører hver dag- men sådan er det jo nok for mange- men vores liv hænger ikke sammen i flere år med den arbejdsmængde han har- og det ved han godt, men ingen af os synes han skal sige fra nu- der skal jo være tid til at nogle af de forandringer han gerne vil gennemføre i jobbet kan slå igennem- men det går så langsomt....

tja jeg har da også oplevet dejlige ting siden sidste indlæg- sommerferie i campingvogn på djursland, zoologisk have med min søsters familie, weekend med Dennis familie, besøg hos venner, strikke festival med webstrikkerne og dertilhørende store garnindkøb og i februar venter en tur til barcelona mad mine kollegaer- vi skal på samarbejdssemninar med vores nye kollegaer i Viborg- det bliver svært ikke at sidde og tænke os og dem- nu hvor min byggeafdelinge skal flytte ud i andre lokaler end dem Byg har boet i i 10 år- og hvor resten af firmaets stabsfuktion sidder- endnu en forandring- som medfører længere transporttid til arbejdet- hvis jeg cykler ind- som jeg har gjort nogle dage om ugen siden sommer ferien så bliver der 17,5 km frem for 17 km- men når jeg skal med tog mv så skal jeg skifte- og det tager tid- så jo der er egentlig nok at forholde sig til i en hektisk hverdag- men ungerne har det godt i vuggestuen- selv om det stresser mig at der er så mange regler om sko af, sortering af tøj og hjemmesko med navnemærker i, sutter med navn på og rigtigt tøj både i garderoben og ved puslepladsen osv osv- arbejdsdag- som vi ikke har meldt os til- og husk nu dit og husk nu dat....

heldigvis er børnene glade og skidefrække og svære at holde røven oppe på konstant- men vi gør hvad vi kan selv om der flyver en finke af panden af og til- og stemmen bliver hævet når frustrationerne slår lidt igennem- og så skal man jo rumme sine børn og det påvirker dem i dårlig retning at råbe af dem osv osv,,,

Hvis du som læser af dette synes det hele lyder træls- så lad være at kommenter på det- jeg har skrevet det her til mig selv or at få det ud af systemet- og hører gerne fra jer der giver mig ret- men har sgu ikke behov gode råd om hvad jeg ellers kunne gøre- tak! - alt er mine tanker som har tumlet rundt længe især når jeg går tur med hunden og får lidt frisk luft- nu vil jeg sætte mig med en kop kaffe og nyde min fridag inden der skal ordnes mere vasketøj, købes ind, hentes forældre og pakke v posthuset og børn og laves aftensmad til idag og imorgen, puttes børn og redes seng til mor og far og pakkes kuffert til i morgen og inden Dennis kommer hjem fra arbejde kl. 22 iaften..- og nu er bolledejen vist hævet så den kan komme i ovnen ;-)