3. februar 2010

åndehuller i hverdagens trivielle trummerum

- inspireret af Liselottes skriv om lykkehullerne som man skal finde og give sig selv for at få lidt luft og overskud er her et par snapshots af de åndehuller som jeg lige hurtigt kunne fastholde på skærmen:

Fotoenergien startede med at jeg da skulle have min morgenkaffe- det bruger jeg jo også tid på inde på arbejde- så hvorfor ikke lige brygge den på den lille ekspressokande på komfuret, som minder mig om Sardinien -og hvor jeg elsker tanken om det der fysikeksperimentlignende forsøg der foregår i kanden når vandet bliver så varmt at dets massefylde tvinger det op igennem sien med kaffepulveret i- pt står den bare på almindelig filterkaffe og ikke på hjemmekværnede bønner... to minutter mig her og to minutter mig der- mit argument for at arbejde hjemme idag var overfor mig selv at det var spild af tid at skovle bilen fri og bruge ekstra transporttid- når jeg alligevel havde alle papirerne med hjem igår for at arbejde på dem igår aftes- hvilket det jo ikke blev til- selv om jeg kørte hjem fra arbejde allerede kl. 14 for at nå ud af KBH inden trafikken stimlede sammen i en lang kø- som i onsdags hvor turen på 25 min blev til 1½ time- og Dennis måtte pjække fra starten af et aftenmøde for at stå med børne på institutionens p-plads og overdrage dem til mig- så de ikke blev hentet for sent.... de ville så ikke havde været de eneste kunne jeg se da jeg ankom 17.03..

Og her er så den færdige kaffe med mælk selvfølgelig, stillet an med lidt guf og vand i den nye genbrugskande jeg fandt til 8 kr i fredags... jeg elsker Rostis melaminbrugsgenstande i næsten alle farverne, den gl. kakigrønne fra 70'erne har jeg dog endnu ikke forliget mig med- men den brune står i skabet sammen med Margretheskålene fra mormors skab, som var landet på mine forældres utætte loft, som opsamler.. og sammen med de andre genbrugsfund- de lyseblå har en lysegrøn makker- købt sammen for en 5'er i 2001 inden de blev retrosmarte.. og jeg elsker dem endnu mere fordi de er genbrug og ikke bare købt for farvens skyld, så den matcher resten vores indbo- hvilket ville blive svært, ha ha...
men prøv at tænk på al den omsorgs madlavningstid der er puttet ned i disse gamle brugsgenstande- altså udover det anvendelige design der gør det til godt værktøj og en dejlig ting at røre ved..
I går aftes fik jeg endelige - efter flere måneder - hvor svært kan det være..... taget mig sammen til at putte alt det tøj som er 10-14 kg for lille til mig ned i sække og hængt det tøj der passer ind i skabet- min deadline var at jeg imorgen skal pakke til Barcelona- og det bliver helt uoverskueligt med den rodebunke der var bag lågerne- det var så NEMT at tage tøj på imorges- og det der hænger fremme nu sidder ikke alt for stramt- men jeg kan nu ikke få mig til at smide alt det andet ud- håber stadig at jeg kan gennemføre samme præstation som i 2003 hvor jeg tabte 14 kg- og gudskelov for det- for ellers ville de der kg fra mine barselsorlov jo have set endnu værre ud- men energien til en kostomlægning med flere grøntsager til gavn for min fordøjelse er der ikke- jeg er så træt at at stå for madlavningen- ikke at lave den men at have/tage ansvaret for at der er mad på bordet DAGLIGT kl. 17.30- og hvis jeg har brugt lidt ekstra tid, så oplever jeg det ofte spildt, da ungerne ikke gider spise det og sidder og råber imens vi forsøger at nyde maden... havde aldrig troet jeg ville acceptere vores måde at gennemføre aftensmåltidet på- men vi er sgu lidt slidte begge to og går på kompromis med mangt og meget...

Her er Pernille meget omsorgsfuldt ved at made Josefine- hun kan dog sagtens spise selv :-)







og Pernilles nedefra og op raglantrøje er ved at være færdig- den er så tilgengæld klart 70'er grøn og brunfarvet- den startede egentlig som en strikkeprøve så jeg kunne tjekke min strikkefasthed i de forskellige garntyper jeg har liggende- og hvorfor ikke bruge det til noget.. er spændt på om hun gider have den på- for ud over at være glad for at prøve den på undervejs har hun sagt den kradser- det gør alt nu i øjeblikket- men jeg håber at garnet bliver lige så blødt i vask som garn navnet "Supersoft" antyder :-) så nu skal der hæftes ender og strikkefastheden måles og noteres før og efter vask og så må jeg tilbage til nogle af de gamle ufærdige strikkeprojekter igen... mens jeg læser opskrifter og dagdrømmer om hvad jeg skal lave i supersoft fremadrettet :-)
















nå nu slipper jeg ikke for at gå igang med at skrive på projektet på arbejde- det skal sendes ud senest fredag til mødet onsdag aften i næste uge..... og mandag tirsdag er jeg jo sydpå.... de lover sol og ca 10-12 grader fredag-søndag.... SOL- måske kan man sidde i læ udenfor med en kop kaffe og strikketøj...

2 kommentarer:

Dorthe sagde ...

Rigtig god tur til Barcelona - håber du finder lidt garnforretninger! Og jeg kan også godt genkende situationen omkring aftensmaden: glæd dig - det bliver nemmere ;-) Men især i alene-perioder kan jeg godt blive lidt træt af den der børne-tilpassede menu, bare for at de ikke smutter for hurtigt fra bordet og der ikke er anden voksen-selskab.
Godt med lidt oprydning. Du skal se, når du endelig kan passe det gamle tøj igen, så trænger du alligevel til noget nyt! ;-)

Lea Poulsen sagde ...

Alderen trykker når jeg kikker på mine brune Margretheskåle :-)
Det var dog en sød trøje du har strikket. Det kan være hun skal tage den af inden hun spiser Haha. Det er nogle søde tøser du har, de bliver så store, hurtigt.